Du kender dem sikkert godt: SIT’erne nede i træningscenteret. De er stort set altid at finde og de er nemme at genkende på deres brøl: Det lyder unægtelig tungt, når SIT’erne træner!
SIT’erne træner både solo og i flok, men jo flere desto bedre: Sammen både yder og lyder de af mere – især lyder! SIT’erne bruger nemlig alskens udbrud til at motivere, opmuntre og heppe på hinanden – og så i øvrigt til at få træningen til at lyde tungt! Som uvidende iagttager kan man undre sig over, hvor tungt selv træning med relativt små vægte kan lyde og tankerne går selvfølgeligt i retning af træning kombineret særlige åndedrætsteknikker. Ved nærmere eftersyn står det imidlertid klart, at brølene på ingen måde involverer bugpres, Valsalvas manøvre eller lignende. SIT’ernes træning er overraskende nok ikke uløseligt og naturligt forbundet med at løfte tungt. Det centrale er brølene, simpelthen. Netop brølene er SIT’ernes vigtigste kendetegn: Når SIT’erne rigtigt går til den i træningscenteret, ja, så er brølene så intense, at man i glimt kan tro, at man har forvildet sig med til fødselsforberedelse.
SIT’erne kan som regel også genkendes på deres påklædning, men det er selvsagt kun nødvendigt, hvis musikken i éns hovedtelefoner venligt kamuflerer deres brøl. SIT’erne er som regel iklædt en Gasp tank-top, hvor alt, også det som bør skjules på en mand, kan ses. Dette look kompletteres med Gasp shorts og flipfloppers på fødderne – and don’t get us startet on those flipfloppers!!
SIT’ernes brøl kan vække stærke negative følelser hos centerets andre gæster, der undertiden fristes til sarkastisk at joke med SIT’ernes træning. SIT’erne må høre for meget: at de må være desperate mænd, der råber om hjælp – eller at de i et kønsforvirret øjeblik har ladet sig inspirere af Paradise-Amalies opmærksomhedskrævende attitude. Man skal dog passe på, for jo mere opmærksomhed SIT’erne får, jo mere stiger lydniveauet. SIT’erne lader sig nemlig ikke kue – de brøler videre og viser stolte deres resultater frem for dem selv. Efter et sæt flex’er de typisk foran spejlet for – ofte meget optimistisk – at tjekke for roadmaps (vener). I situationer som disse skal man ikke blive overrasket, hvis man spotter en SIT med et duck-face.
SIT’erne har som NIT’erne også et behov for kontakt med andre i træningscentret, men det sker ofte på deres egne præmisser. De tilbyder eksempelvis at “rette” din teknik, men når det kommer til stykket, fokuserer SIT’erne mest på at flex’e med blik og duck-face rettet mod spejlet. Til tider vil SIT’erne også tilbyde deres spot – hér kan du være sikker på, at SIT’eren auditivt vil overdøve dig, som rent faktisk udfører øvelsen. Kontakt med SIT’erne må således ikke forveksles med venlighed, den er udtryk for deres iver for at promovere sig selv: Din rolle er først og fremmest at beundre dem.
SIT’erne er en uddøende race blandt fitness-typerne, da de ikke længere accepteres i de kommercielle træningscentre. Det giver bedre vilkår for andre typer, men er også et tab for dem, der har brugt SIT’ernes dramatiske selviscenesættelse som underholdning.
Skulle du være i tvivl, så er SIT selvfølgelig et akronym for Screaming Intensity Training.
Forfattet i samarbejde med Mette Najaraq Laursen.
[socialshare]