Lad nytårsfortsætter være nytårsfortsætter

Lad dine nytårsfortsætter være nytårsfortsætter – ikke sådan at du skal opgive dem på forhånd, men netop lade dem være fortsætter for hele det nye år: Vælg noget, du med forsæt kan fortsætte med i et helt år!

Sagen er, at de fleste overvurderer, hvad de kan opnå på kort tid, og tilsvarende undervurderer, hvad de kan opnå over længere tid. Det er usmart, fordi det gør os overdrevet ambitiøse på den korte bane og får os til skuffede at opgive på den lange. Det smarte valg er derfor det bæredygtige: Det, man faktisk får gjort, virker uendeligt meget bedre end det, man kun fik dagdrømt om.

Lad os sige det, som det er: Når det kommer til træning er nytårsfortsætter flygtige! Mange starter året med gode intentioner om at komme i gang med at træne og de følges også op af et regulært stormløb på motionscentrene, men fakta er, at mange hurtigt – efter 1-2-3 uger – falder fra igen. Det er synd, for de gode intentioner ER gode.

En ting, der kan stoppe én i utide, er overdrevne ambitioner. Tror man eksempelvis, at man på få uger kan ændre éns krops fremtoning, opnå varigt vægttab, opbygge synligt større muskelmasse eller mærkbart forbedre éns kondition, så bliver man uvægerligt skuffet, for det kan ikke lade sig gøre. Arbejder man omvendt mindre, men målrettet på det over måske tre måneder eller gerne et helt år, så vil man utvivlsomt kunne overraske både én selv og éns omgangskreds med helt forbløffende resultater.

En anden ting, der kan stoppe én i utide, er overdreven selvtillid i forhold til éns egen viljestyrke og evne til selvovervindelse: Det er hårdt at ændre vaner og vil man ændre for meget på én gang, kører man hurtigt sig selv træt. Der er med andre ord grænser for, hvor meget ubehag man kan tolerere, ligesom man har brug for restitution, ikke bare fysisk, men også psykisk.

Regnestykket er enkelt. Én workout om ugen i et år giver 52 workouts i alt, mens et fortsæt om 4 ugentlige workouts, der kun køres i måske 3 uger kun giver 12 workouts i alt. Ambitionen om 90 workouts på et år giver mere plads til fleksibel selvomsorg end en ambition om klippefast at køre to workouts om ugen. 15 minutters intensiv træning, som man faktisk får lavet, flytter mere end 2 timers hyggesnak i centeret. Og det, at man bruger nogle måneder på at få styr på morgenmaden, gør mere ved livsstilen end drømmen om mirakler.

Den, der går i stå, får sjældent udrettet ret meget, mens den, der bliver ved langsomt, men sikkert, flytter bjerge. Spørgsmålet er derfor: Hvad er du rent faktisk parat til at gøre? Hvilken indsats kan du rent faktisk opretholde over længere tid? Og skulle du komme til at gøre mere, end du have sat dig for, ja, så kan du klappe dig selv på skulderen og det er unægteligt sjovere end at slå sig selv i hovedet over det, du ikke fik gjort: Less is more!

Summa summarum: Udarbejd et realistisk nyt-ÅRS-forsæt, som på sigt kan få dig i mål. Sigt på målet og lad tiden bringe dig i mål. På den måde har du dig selv med og så skal din krop nok følge trop.

Forfattet i samarbejde med Mette Najaraq Laursen.

[socialshare]