Sprog skaber virkelighed. Derfor er det vigtigt at bruge et sprog, som skaber den virkelighed, vi ønsker. Det starter helt enkelt med at finde et begreb for det, vi ønsker, så vi kan be-gribe det, få greb om det, gribe til handling.
Med Salamanca-erklæringen blev begrebet inklusion for alvor introduceret i det pædagogiske felt som et vejledende princip. Begrebet inklusion udtrykker den idé, at vi ønsker et samfund, hvor alle har lige ret til og lige muligheder for at deltage i samfundet i almindelighed.
Inklusion udtrykker således en vision, et ideal, og også for så vidt også en dannelsestanke, da mål og middel er det samme (jævnfør Pædagogikkens formel): Vi skaber inklusion gennem inklusion.
Inklusion er imidlertid et vanskeligt begreb, fordi begrebet inklusion beskriver et princip, uden at der ligger ikke nogen klar handleanvisning i selve begrebet. Det giver risiko for, at inklusion forbliver et princip – noget ”man” som princip lever op til, men uden ”nogen” reelt gør det. Hvis målet er inklusion er midlet derfor kun i princippet inklusion, for i praksis vejledes vi bedre gennem en aktiv sprogbrug, der direkte udpeger, hvem der skal gøre noget, og gerne også hvad, de skal gøre. Det er således mere handlingsanvisende at italesætte midlet som handling, der kan udføres af nogen: Vi skaber inklusion ved at være inkluderende – vi inkluderer hinanden.
Af samme grund italesættes inklusion i pædagogiske sammenhænge ofte også med begrebet deltagelse. Pointen er den samme, nemlig at huske, at det er subjekter, det handler om og at netop deres subjektivitet er kernen i at forstå, hvad inklusion i sidste ende handler om: At alle får lige ret og lige mulighed for at deltage ligeværdigt i noget med nogen – eller mere generelt i samfundet som sådan. Deltagelse er et mere praktisk begreb end inklusion for så vidt, at vi dels objektivt kan iagttage om en bruger reelt deltager i noget med nogen, og at vi kan spørge samme bruger, om vedkommende reelt oplever sig som deltagende subjekt.
Inklusion henter – som mange andre begreber – betydning fra sin modsætning: eksklusion. Faktisk taler vi om netop inklusion, fordi der i vores moderne samfund er stor risiko for eksklusion og fordi eksklusion har store menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser. Eksklusion er derfor noget, vi skal forebygge eller ligefrem undgå. Inklusion er således et positivt formuleret princip, som vi reelt kun kan være for – og som vi derfor kan fristes til at sige, at vi selvfølgeligt lever op til. Og selvfølgelig skal vi det, men det er imidlertid afgørende, at vi i faglige diskussioner fastholder, at det skal være tilladt og meningsfuldt også at tale om og fokusere på eksklusion og eksklusionsmekanismer. Hvis inklusion som positivt princip alene defineres ved sig selv, bliver begrebet nemlig indholdsløst og tingsliggjort: Det bliver til en ideologi, som man ikke kan reflektere over, problematisere eller kritisere – det bliver til inklusionisme.
En sådan inklusionisme var givetvis det, vi så i praksis, da kommunerne fra 2008-9 implementerede inklusion: Det skete helt overvejende kvantitativt og handlede om hurtigt at nå et centralt fastlagt mål – at 97% af alle børn går i almindelige dagtilbud. I denne implementering var der således ikke fokus på, om inklusion faktisk også gav alle de inkluderede oplevelsen af at være deltagende og reelt mødte dem på deres (eventuelt særlige) pædagogiske behov. Inklusion blev i realiteten gjort til en anonym trækhest, der kunne spændes for mange andre dagsordner end den essentielle – at genoverveje selve måden, vi er sammen med hinanden på. I det pædagogiske felt har kritikere derfor efterfølgende fremført, at man i den politiske diskurs bruger begrebet på en måde, som ikke nødvendigvis er loyal overfor Salamanca-erklæringens oprindelige intention, og at inklusion – hvis den skal være pædagogisk meningsfuld – må handle netop om det konkrete subjekt som deltager i et konkret fællesskab. Eksempelvis taler Alenkær hér om kvalitativ inklusion, mens Pedersen taler om forsvarlig inklusion.
Vi har brug for inklusion som princip for ikke at blive fastlåst i konkret tænkning om enkeltsager, men også kun som vejledende princip. Det er derfor godt, at begrebet inklusion i sig selv aktuelt ikke bruges i lovgivningen, men at der i stedet bruges formuleringer, der klart er inspireret af princippet om inklusion. Dagtilbudsloven taler ligefrem om at forebygge eksklusion – så dermed siges det også, at vi skaber inklusion ved at forebygge eksklusion. Det er en god formulering, som – netop fordi den er negativ – muliggør realitetsbetonet faglig refleksion, der beskytter os mod inklusionisme: Forebyggelse af eksklusion bliver en konkret faglig opgave parallelt med andet forebyggende arbejde, hvor praktikeren bruger sin faglige dømmekraft i forhold til konkrete subjekters konkrete oplevelser i en konkret kontekst.
Inklusionisme er således noget, vi kan, bør og skal undgå: Inklusion er ikke kun et princip, men en måde vi sammen skaber samfund på: Vi inkluderer hinanden ved at være inkluderende – for sammen at lave en verden med plads til os alle!
[socialshare]