Den nok simpleste meditationsform er bøn eller mantra-recitation. Meditationsformen går i al enkelhed ud på at gentage en kort bøn eller et mantra – ofte kun på ét ord – inden i én selv i en passende periode. I praksis vil det nok sige 20-40 minutter dagligt, selv om en ægte mystiker nok vil sige, at man skal tilstræbe at gøre det “altid”. Meditationen består altså i at gentage bønnen eller mantraet – Gud, Gud, Gud – Aum, Aum, Aum – og når man opdager, at tankerne kommer afveje (og det gør de helt sikkert!), vender man blot stille og roligt tilbage til mantraet eller bønnen. Simpelt og efektivt. Som illustration er her et klip fra en anonymt middelalder-kristent skrift, der i sagens natur bærer præg af datidens ydmyge sprogbrug:
“Derfor, når du beslutter dig for dette arbejde [=meditation] og ved nåden føler du er kaldet af Gud, løft da dit hjerte mod Gud i ydmyg kærlighed. Og hav så tanken alene rettet mod Gud selv, Ham som skabte dig og forløste dig og nådigt kaldte dig til dette arbejde; og tænk ikke andet om Ham. Og tænk end ikke alt dette, ret kun din længsel mod Ham. Thi ubesmykket hensigt rettet mod Gud, og Ham alene, er fuldt ud tilstrækkelig. Og hvis du ønsker denne længsel iklædt ord for lettere at kunne fastholde den, så tag et kort ord på kun én stavelse, for det er bedre end på to. Jo kortere des bedre stemmer det overens med åndens virkemåde. Et sådant ord er GUD eller LOVE (kærlighed). Vælg hvilket af dem du vil, eller måske et andet som du hellere vil have, blot det fortrinsvis er på én stavelse; og fæst dette ord til dit hjerte så det altid er der, komme hvad der vil.” (Uvidenshedens Sky, kapitel 7.)
Beskrivelsen er som sagt fra mere ydmyge tider, men basalt er teknikken at stilne bevidstheden, ikke at tænke, og om nødvendigt bruge en bøn eller et mantra som hjælp dertil. Ideelt skal alle tanker slippes, være de nok så dejlige, hellige, ophidsende, provokerende, selvforherligende eller vedholdende. Man reagerer på alt på samme måde: med stilhed, mantra eller bøn. Og dukker de op igen, ja, så vender man blot tilbage til sit meditative anker – stilhed, mantra eller bøn. På denne måde optræner man neutral iagttagelse ved at man reagerer éns på alle tanker, der melder sig i éns hoved og derved lærer man blandt andet at se, at det “bare” er tanker og at slippe fordomsfulde vurderinger, som man ellers automatisk ville fremdrage ved enhver given lejlighed: Man lærer at tænke klarere, reagere friere og bliver bedre i stand til at gå forbi de forhindringer, man måtte stille op for sig selv.
[socialshare]