Aktiv imagination er en meditationsteknik, som man finder beskrevet af Jung. Den aktive imagination arbejder umiddelbart i forlængelse af drømmene og er tænkt som en måde, som klienter kunne arbejde videre med sig selv på ud over den egentlige terapi. I al sin enkelthed består aktiv imagination i, at man bevidst frembringer fantasier, som man så forholder sig aktivt til. Udgangspunktet kan eventuelt være en relevant drøm eller lignende, idet man bevidst eftergør drømmens mekanisme og så at sige prøver at drømme, mens man er vågen.
Formålet hermed er at give det ubevidste mulighed for at udkrystalisere sig som bevidsthedsindhold, aktuelt i form af fantasier eller billeder. Dette er kun muligt ved at acceptere sin stemning og på sin vis overlade den ordet ved at tillade det ubevidste indhold at overskride bevidsthedstærsklen. Det hedder således hos Jung i Jeget og det ubevidste:
“Dette er vel at mærke det modsatte af den hengiven-sig i et lune, som er så karakteristisk for neurosen; det er ikke svaghed, ikke holdningsløs given efter, men en vanskelig præstation, som består i, at man trods lunet (stemningen) bevarer sin objektivitet og gør det til sit objekt i stedet for at lade det blive til dominerende subjekt. Patienten må forsøge at lade sin stemning tale til sig; den må sige ham, hvordan den ser ud, og i hvilken fantastisk analogi den lader sig udtrykke.”
Hele pointen er nu, at det ubevidste må tillægges en ubetinget realitetsværdi, fantasien må tages alvorligt og erkendes som en værenskategori i sig selv. Sagen er jo, at de bagvedliggende psykiske indhold ubevidst påvirker én, idet de almindeligvis projiceres ud i omverdenen. Går man ikke i dialog med dem (for eksempel via fantasier), forpasser man sig mulighed for indflydelse endsige herredømme. Derfor må det gælde om den imaginerende person, at han:
“ikke blot indesluttes passivt i visionen, men også bevidst optræder reagerende og handlende overfor visionens figurer. […] et virkeligt ‘opgør’ med det ubevidste kræver et overfor det ubevidste stillet bevidst standpunkt.”
Fantasierne viser vejen til helheden eller selvet i kraft af, at de kompenserer bevidsthedens indstilling gennem asymmetrisk genspejling. Kompenserer fordi de ikke nødvendigvis står i modsætning til bevidsthedens indstilling, men supplerer den. Fantasierne kan derfor lige så godt understrege eller fremhæve et bevidst standpunkt, som det kan underkende eller annullere det. I alle tilfælde udgør fantasierne en relativering af den bevidste indstilling, en mulighed for et forandret perspektiv.
Følgevirkningerne af vedvarende brug af aktiv imagination beskriver Jung som en bevidsthedsudvidelse (fordi utallige ubevidste indhold bliver bevidste), som en afvikling af det ubevidstes dominerende indflydelse og som en personlighedsforandring. I alt betyder dette en tilnærmelse til personlighedens midtpunkt, en etablering af et nyt ligevægtspunkt mellem bevidst og ubevidst, en ny centrering, som sikrer personlighedens grundlag og videre udvikling.
Fantasiernes indhold vil efterhånden ændre karakter. Indledningsvis vil de domineres af biografisk stof: Man må gøre op med indflydelser fra fortiden, forældre, søskende, venner, “plageånder” og ligende. Disse personlige temaer afløses efterhånden af kollektive indhold, som stammer fra det område i psyken, som Jung kaldte det kollektivt ubevidste – éns søgen bliver dermed mere filosofisk eller spirituelt orienteret. Bevidstgørelsesprocessen forbliver imidlertid den samme:
“Selv om formen er helt igennem subjektiv og individuel, er dog indholdet kollektivt, d.v.s. det er almindelige billeder og ideer, der forekommer hos mange mennesker, altså elementer, som identificerer individet med andre mennesker. Når sådanne indhold forbliver ubevidst, er individet gennem disse ubevidst blandet med andre individer, man er med andre ord ikke sondret, ikke individueret.”
Arbejdet med disse kollektive forestillinger fører til større personlig frihed, men også til større ansvar og selvkonfrontation. Negativt beskrevet kan man sige, at så længe en ubevidst identifikation med et kollektivt bevidsthedsindhold opretholdes, vil individet ikke selvstændigt kunne tage stilling og så at sige være i gruppens vold. Dette er en ufri tilstand, hvor man ikke kan handle og mere, som den man er: Fordi man handler ud fra en ubevdist identifikation med kollektive ideer, kan man ikke tage ansvar for sig selv og kommer derfor tilstadighed i splid med sig selv. Sådan må og skal det være, når ansvaret for ens balance, selvregulering og lykke hviler projektivt på personer i omgivelserne.
Den aktive imagination fremstilles anderledes udtrykt som en teknik bevidstheden kan bruge til at tage kontakt til personlighedens dybere lag og etablere en bevidstheds-korrigerende dialog. Sammenfattende kan man sige, at aktiv imagination gennem iagttagelse sigter mod at udforske personlighedens symbolske lag, mod at frigøre bevidstheden fra tilfældige luner og derigennem mod at modne personen til selvovertagelse og kollektivt ansvar. Dette kan beskrives som en internaliseringsproces, hvor det ubevidste aflures sine automatiserede funktioner, sådan at disse kan overtages og inkorporeres i det bevidste liv. Anderledes udtrykt synes dette at munde ud i en bevidst overtagelse af bevidsthedsfunktioner, som før kun hørte drømmene til: ønsketilfredsstillelse, kompensering, komplettere og rumme intense situationer, balancering, etc.
Den udvikling, som man gennemgår i mødet med det ubevidstes kræfter, kaldte Jung for individuation. Individuation betyder noget i retningen af at blive et individ, et udeleligt helt menneske. Jung betragter trangen til individuation som menneskets dybeste og stærkeste drivkraft, som i sidste ende er altomfattende:
“Opnåelsen af helhed forudsætter at man sætter hele éns væsen på spil. Intet mindre kan gøre det; der gives ingen nemmere betingelser, ingen udskiftning, ingen kompromisser.”
[socialshare]