Drømme er som sådan oplevelser som alle andre – med den vigtige forskel, at de fremkommer under særlige betingelser. Almindeligvis drømmer vi, når vi sover. Derfor kan man sige, at drømmen opstår uden hensyn til sansemæssige stimuli – den kommer indrefra, ikke udefra. Drømmen afspejler med andre ord, hvad der er inden i os og ikke, hvad der er omkring os, mens vi drømmer. Drømmen er således et stykke virkelighed, som vi selv projicerer op på den indre teaterscene.
Drømmen er – ligesom et teaterstykke – en forestilling, som vi havner midt i og kan udforske. Det er nemlig værd at bemærke sig, at drømmenes virkelighed sædvanligvis forekommer os at være bastant og håndgribelig. Kun sjældent véd man, at man drømmer, mens man drømmer og ganske som i vågen tilstand kan man ikke værge sig mod de indtryk og oplevelser, som drømmen byder på.
Mere overordnet kan man sige, at drømmen fremkommer ved, at psyken fungerer i et realitets-vakuum. Dette giver psyken mulighed for at studere sig selv uafhængigt af den omgivende verden. I overensstemmelse med Jung kan man derfor kalde drømmen et psykisk selvportræt i symbolsk form.
At arbejde med sine drømme kan være en vej til at lære sig selv bedre at kende. Ved at gå i dialog med drømmens selvportrætter går man i dialog med sit ubevidste. Man tager éns dybere væsen alvorligt. På sigt vil det betyde, at bevidstheden lærer at arbejde bedre sammen med det ubevidste: Man bliver bedre til at skelne forestillinger fra realitet og man lærer at trække på sine indre ressourcer. At arbejde med drømme kan således være en vej til mere livglæde og mening.
[socialshare]