Anerkendende pædagogik slog for alvor an i Danmark tilbage i 1996, da Berit Baes artikel Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse udkom i tidsskriftet Social Kritik. Det er nu to årtier siden og jeg er begyndt at høre de første sige, at anerkendende pædagogik er passé, at det var et 90’er fænomen, og at vi er kommet videre end det. Det er jeg bestemt ikke enig i: For mig at se er begrebet anerkendelse særdeles velegnet til at beskrive essensen af pædagogisk arbejde – og henter man næring fra rødderne, er der kraft til at begrebet kan blomstre og bære frugt mange år endnu.
Faktisk havde begrebet anerkendelse 200 år på bagen før nogen fandt på anerkendende pædagogik. I halen af Den Franske Revolution var mange filosoffer optaget af, hvordan vi kunne realisere et folkestyre med frihed, lighed og broderskab, og det er i den kontekst, at idéen om anerkendelse opstod. Fichte skriver således i 1796:
”Frie væseners forhold til hinanden er et forhold præget af vekselvirkning gennem deres intelligens og frihed. Ingen kan anerkende den anden, medmindre begge gensidigt anerkender hinanden, og ingen kan behandle den anden som et frit væsen, medmindre begge gensidigt behandler hinanden som sådanne.”
Som også selve ordet antyder, handler anerkendelse om at kende den anden – og se den anden, som kunne den anden have været én selv. Man kan med andre ord ikke selv forvente friheder, som man ikke vil tilskikke andre. Omvendt kan vi alle få større individuel frihed, hvis vi med vores fornuft indser, at hvis vi selv vil anerkendes, må vi anerkende andre forud – hvis vi anerkender andre forud, bliver vi (om ikke andet med større sandsynlighed) selv anerkendt. Vi må forudsætte og tro på nok gensidigheden, til at vi forud anerkender hinanden som gensidigt anerkendende. Med afsæt i Fichte beskriver Hegel det således i 1807:
”Hver for sig ser de, at den anden gør det samme, som de selv gør; hver for sig gør de selv, hvad de fordrer af den anden; og hver for sig gør de også kun dette, som den anden gør, for så vidt som denne gør det samme. En ensidig aktivitet ville værre frugtesløs, eftersom det, der skal ske, udelukkende kan komme i stand ved begge parter.”
Hvis vi vil demokrati, så må vi gensidigt anerkende hinanden – og det er egentlig temmelig ligetil: Vi kan netop kun være frie og lige, hvis alle er det. Demokrati forudsætter derfor, at alle gensidigt tænker hinanden med i forhold, der angår samfundet i almindelighed – at vi alle tager de hensyn, som vi selv ønsker taget til os.
På denne måde kan man sige, at anerkendelse beskriver et dannelsesideal, altså en forestilling om, hvordan vi som dannede mennesker forholder os til hinanden. Faktisk siger Hegel, at dannelse udspringer af selve evnen til at kunne sætte sig ind i et andet menneskes perspektiv, fordi man dermed bringes til at erkende, at éns eget perspektiv kun er ét blandt mange mulige perspektiver: Vi bliver fri af os selv, simpelthen, og ser verden mere helt.
I det lys består anerkendende pædagogik i at skabe mulighed for, at vi sammen vedholdende kan øve os i at genkende de andre i os selv og genkende os selv i den andre.
Anerkendende pædagogik er således reciprocitetsetik i praksis. Ved at følge den gyldne regel og møde andre, som man selv ønsker at blive mødt, inviterer man andre til at gøre det samme. Ved at møde dem med respekt, inviterer man til at de møder én med tilsvarende respekt. Og ja, for så vidt påtager man sig på den måde en ufrihed, et hensyn til de andre, men det er en ufrihed, der gør det muligt, at alle i gensidighed kan give hinanden en endnu større frihed.
Dét bliver vi ikke sådan lige færdige med og derfor er ankerkendelse ikke en døgnflue: Det er en mega-trend. Globaliseringen giver den fornyet aktualitet, fordi vi alle ved selvsyn opdager, at mennesket er globalt. Det kalder os til at blive verdensborgere – vi konfronteres i ny og større skala med den etiske udfordring: Vi kan kun være frie og lige, hvis alle er det.
Anerkendelse er noget, vi må øve os i – drevet af både kærlighed til det liv, der er større end os selv, og det ansvar verdens kriser og katastrofer kalder os til at tage – og med den al den gensidige solidaritet, tålmodighed og tilgivelse, vi kan mønstre. Det er, hvad anerkendende pædagogik tilbyder os og fordrer af os – og det er mere aktuelt end nogen sinde før.
[socialshare]