Anerkendelse har gennem mere end et årti været forklaringsmodel for meget pædagogisk arbejde. I første omgang har dette været inspireret af Schibbyes og Baes pædagogisk-psykologiske fortolkninger af begrebet, men disse fortolkninger har klart ført til en for ensidig dyrkelse psykologiens fokus på følelser og dyader. Pædagogik har imidlertid et alment sigte og derfor har mange fundet det både relevant og befriende at supplere med Honneths sociologiske fortolkning af anerkendelsesbegrebet.
I sit bud på en samtidsanalyse opererer Honneth med tre sfærer for anerkendelse – en emotionel, en retslig og en solidarisk – og han muliggør dermed en mere nuanceret analyse end de psykologiske fortolkninger, der i Honneths ramme kun taler om emotionel anerkendelse. Godt nok indgår der altid en subjektiv og emotionel komponent – man føler sig enten anerkendt eller krænket – men selvet er mere end sine følelser, for vi også er sociale og solidaritetssøgende væsener, ligesom vi har fornuft og moral, der sætter normer for vores fælleskaber. De tre sfærer væver sig ind i og overlapper hinanden (og er på den måde arbitrære), men pointen i at skelne er, at tydeliggøre, at et menneske kun kan opretholde et helt selv ved at blive anerkendt i alle tre sfærer. Selvopretholdelse beror på, at man for det første anerkendes som et individ, som er af enestående emotionel værdi for en anden person, for det andet anerkendes som en person, der besidder den samme moralske tilregnelighed som alle andre mennesker, og for det tredje anerkendes som en person, hvis evner er af grundlæggende værdi for et konkret fællesskab.
Ser vi for eksempel på omsorg, som qua omsorg hører til i den emotionelle sfære, så vil man føle sig anerkendt, hvis man får det omsorg, man føler, man har behov for og omvendt føle sig krænket, hvis man ikke gør. Grænsen mellem anerkendelse er med andre ord subjektiv og vil afhænge af éns forestillinger af, hvad omsorg er. På den måde handler anerkendelse om fortolkning: En lussing vil nok altid opleves som krænkede, fordi man føler at éns kropslige integritet overskrides, men hypotetisk kan den opleves som anerkendelse, hvis man føler sig taget alvorligt og irettesat med fairness. Med Honneths ordvalg har vi brug for emotionel anerkendelse i form af kærlighed og omsorg for at udvikle og opretholde selvværd. I det senmoderne samfund er selvopretholdelse blevet så afgørende i forhold til individet chancer for et vellykket liv, at vi bruger lovgivningen til forsøge at sikre et vist minimum af omsorg til alle. Den retslige sfære væver sig dermed ind i den emotionelle og definerer en grænse for, hvornår individet har ret til at føle sig krænket i en grad, så det kan forvente samfundets opbakning – for eksempel via en pædagog, som møder denne rettighed med sin omsorgspligt og underretningspligt. I 1997 blev revselsesretten afskaffet og forældres lussinger gik dermed fra at være kærlige klaps til at være voldelige overgreb, som samfundet dermed forpligter sig til at beskytte barnet imod. I kraft af denne retslige anerkendelse får barnet med andre ord en retslig selvagtelse, som det kan møde forældrene med, så det ikke bare føler sig krænket, men også har samfundets opbakning i forhold til at revselse er moralsk krænkende. Imidlertid bliver mindst 17 % af de danske børn fortsat og vedholdende udsat for fysisk afstraffelse (Nielsen & Olsen 2011) og da barnet som subjekt næppe i sig selv er stærkt nok til at sige fra overfor forældrene, må andre – ofte pædagoger – varetage barnets tarv og hævde barnets ret på barnets vegne.
Tilsvarende må man blive anerkendt på sine egenskaber, præstationer og værdier på lige vilkår med andre, hvis man som individ skal føle sig værdsat i et fælleskab. Man bør således selvfølgeligt få lov at spille med i orkesteret, hvis man kan spille på niveau med de andre deltagere og det opleves som krænkende, hvis man udelukkes. Men selv når man er inviteret ind, risikerer man at møde mobning, fordomme, stempling og andre destruktive gruppefænomener, der også fremstår som krænkelser, som i sidste ende kan true individets selvværdsættelse. Et anerkendende fællesskab er derfor nødvendigvis et inkluderende fællesskab, som giver alle lige mulighed for at opnå anerkendelse på lige vilkår: Man er solidariske i og med alle kan opnå selvværdsættelse som en vigtig komponent i selvopretholdelsen. Igen væver den retslige sfære sig ind og lovgivningen markerer en række moralske normer for, hvad der er acceptabelt i fælleskabet og hvad der er så krænkende eller usolidarisk, at individets selvagtelse må beskyttes af rettigheder. Det har for eksempel i flere omgange været diskuteret, om vi i Danmark skal have en mobbelov svarende til, hvad man har i andre skandinaviske lande, men det er indtil videre blevet afvist med den begrundelse, at børn jo mobber hinanden alligevel. Argumentet overser imidlertid lovgivningens anerkendende potentiale, for ofre for mobning vil kunne få selvagtelse ved at loven klart markerer, at mobning er moralsk forkert. Lovgivning er nemlig først og fremmest normmarkerende: Der er stadig god moralsk fornuft i at forbyde mord, selv om det ikke altid forhindrer dem i at ske – simpelthen fordi vi så legitimt kan sanktionere morderen for en usolidarisk og moralsk krænkende handling.
På denne måde kan man med Honneth udpege, at anerkendende pædagogik ikke alene består i at udvise emotionelt anerkendende omsorg for sine brugere med den kærlige forælder som forbillede. Anerkendende pædagogik må også kunne skabe og forny inkluderende fællesskaber med mulighed for at deltage på lige vilkår i en meningsfuld kultur. Tilsvarende forudsætter anerkendende pædagogik også, at pædagogen har tilstrækkeligt kendskab til lovgivning, retssystem og forvaltning til af egen drift at kunne imødegå eventuelle krænkelser på en proaktiv måde.
[socialshare]