For at kunne løse sin opgave må pædagogen nødvendigvis have kendskab til de levevilkår, som brugerne har – og som pædagogen i øvrigt også selv er underlagt. En lang række forfattere – nævnt i flæng kunne det for eksempel være Ziehe, Giddens, Beck, Bauman, Habermas, Luhman, Foucault, Sennett, Gergen, Rosa – har givet bud på samtidsbeskrivelser, der har inspireret pædagogikken, fordi de formulerer de udfordringer, der møder individet i det senmoderne samfund og som pædagogen må bistå brugeren i at ruste sig til.
Tillader man sig at sammenfatte en konsensus med alle de forbehold, der nødvendigvis vil være ved det, så kunne man sige, at det senmoderne menneskes mest grundlæggende vilkår er ambivalens: Vi har flere muligheder og mere frihed end nogen sinde før, men oplever samtidig dette som nye krav, der giver os nye former for usikkerhed. Kulturel frisættelse giver os frihed til at vælge karriere, men kræver samtidig af os, at vi skal have én. Rene forhold betyder, at vi har total frihed i forhold til partnervalg, men det giver ny usikkerhed i forhold til hvad vi skal med hinanden. Flere valgmuligheder frigør os fra nødvendighed, men stiller til gengæld ikke alene krav om at vi rationelt skal kunne begrunde vores, nej, alt bliver også vores eget ansvar, alting er vores egen skyld, for vi kunne jo have valgt anderledes og sandsynligvis altid bedre. Samlet kunne man kalde dette vilkår for refleksivitet – at vi er tvunget til at forholde os til os selv på en radikal, intensiv og vedvarende måde.
Ethvert menneske står med den almene udfordring at blive et helt menneske, der er nået til klarhed i forhold til spørgsmål som hvem er jeg? hvem skal jeg være sammen med? hvad skal vi med hinanden? hvad skal vi være sammen om? Refleksiviteten forstærker og intensiverer disse grundlæggende menneskelige spørgsmål i en grad, så også helt almindelige ressourcestærke individer kan have brug for støtte til at finde brugbare svar. Da spørgsmålene altid har været centrale i pædagogik, kan støtten oplagt være en naturlig del af en tidsvarende pædagogik. Svaret på spørgsmålene må nødvendigvis være en helhed som livet selv. For at éns liv går op, må man samtidig kende svaret på dem alle:
- Hvis man har en klar identitet, véd man også, hvem man hører til sammen med og hvad, der giver kulturel mening.
- Hvis man véd, hvem man hører til sammen med, så giver det, man er sammen om, kulturelt mening – og så det er let at vide, hvem man er.
- Hvis man véd, der giver mening kulturelt, så har man en identitet og véd, hvem man hører til sammen med.
Med Habermas kan vi sige, at identitet, solidaritet og mening er en treenighed af livsressourcer, som skaber og vedligeholder hinanden, fordi de definerer hinanden i en gensidig dialektik.
Pædagogen kan i den sammenhæng ses som velfærdssamfundet modsvar, der skal menneskeliggøre samfundet i en grad, så det bliver muligt for den enkelte til at skabe sig et fungerende og bæredygtigt liv, hvor livsressourcerne identitet, solidaritet og mening til stadighed fornys. Med formlen mål lig med middel i mente giver det os et billede af, hvordan den pædagogiske ramme og proces bør være: Den pædagogiske ramme må fremstå som en kulturformidlende helhed, der tilbyder en meningsfuld identitets- og solidaritets-skabende proces som et stillads brugeren kan støtte sig til, indtil brugeren ikke længere behøver dette stillads for at forny sine livsressourcer. I dette lys er en pædagogisk ramme på sin vis en simulation af en mulig fremtid, hvor vi ved at lade som om målet er nået, kan give brugerne frihed til at øve sig og dermed anerkende dem for det, de kan blive og ikke kun for, hvad de er. Dermed får de et pædagogisk kinderæg – hele tre livsressourcer på én gang: De frigøres til at overskride sig selv ved at de inkluderes i meningsfulde fælleskaber, så de kan blive til mere og andet end de allerede er.
[socialshare]